Jo mindre I kan, jo skarpere står i

”Less is more”. Det gælder også når du skal definere virksomhedens forretningskoncept. Hvis du ”kun” fokuserer på at lave hovedtelefoner, er der større chance for at du får et særpræg, end hvis du vælger at have hele paletten af hi-fi udstyr på hylderne. Du kan tilmed kommunikere uhyre præcist til et veldefineret segment.  Og sidst – og temmelig vigtigt – du har en større chance for at blive mester i dit felt… og så starter festen for alvor.

Det handler kort sagt om kunsten af sige nej. Desværre er tilvalg næsten altid nemmere end fravalg. Og som mindre virksomhed har man en indgroet angst for at udelukke nogle muligheder. Ærgerligt. For det har modsat effekt.

Jeg er måske hård ved dig. Men tænk på, hvordan potentielle kunder kigger på dig. De kan vælge og vrage blandt dig og dine konkurrenter. Hvis du falder i et med tapetet – eller ikke er fuldstændig klar i spyttet - har du tabt ti skridt på forhånd.

HVAD SKAL DU GØRE?

Det korte svar er: Skær ind til benet. Så langt ind, at det gør rigtigt ondt på dig. Derinde skal du finde det område, hvor I virkelig kan levere varen (brænder igennem) og skaber en berettigelse overfor et udvalgt segment. Derfra bygger du dit forretningskoncept op. 

Jeg er nødt til at sige, at processen nærmest er umulig at gennemføre på egen hånd, fordi du vil have svært ved at se skoven for bare træer. Og fordi du vil være bange for at foretage de rette fravalg. Derfor lader de fleste stå til. Hvilket så er dit held. Hvis du vel at mærke vælger at slå til.

Forrige
Forrige

Pas på jeres selvfedme